15. – 16. marts: Champasak

Endnu en dag hvor vi skulle tidligt op. Vi blev hentet kl. 5. Dagens første programpunkt var solopgang over Mekong set fra Wat Phou, som er det ældste Khmer tempel i Laos – ældre end Ankor Wat i Cambodja. Det kan dateres tilbage til det 5. århundrede. Oprindeligt var det et hinduistisk tempel, men er senere blevet en buddistisk helligdom. Nu er det vist overvejende køer der bruger det.🐗. Det ligger for foden af Mount Phou Kao, og er kæmpe stort. Lige nu pågår der noget restaureringsarbejde på stedet. Vi gik lidt op af bjerget, og kunne nyde en lidt overskyet solopgang, men flot var det. Herefter blev vi kørt tilbage til hotellet, så vi kunne få morgenmad inden resten af dagens program, som skulle foregår i Champasak og omegn.

Den tur var lidt af en skuffelse. Vi kørte lidt rundt og så de tidligere kongelige bygninger ude fra, vi så en katolsk kirke bygget af franskmændene og tilhørende boliger til nonnerne, og en tilknyttet skole – også ude fra. Sidst men ikke mindst var vi forbi et tempelkompleks, hvor de fleste bygninger var lukket pga. renovering, templet måtte vi ikke komme ind i. Herfra gik vi en tur gennem landsbyen og så en familie, hvor konen flettede både ris-kurve og fiskeruser med salg for øje. Sluttelig stoppede vi en lille butik hvor nogle franskmænd solgte Lao-kunsthåndværk, det var meget smukt, men hvis man køber noget skal det jo kunne være i kufferten. Sidste stop var en lokal pottemager, som lavede noget af det grimmeste ler-arbejde jeg har set. Der var relieffer, buddahoveder og hvad ved jeg. Vi kunne jo heldigvis med henvisning til flyveturen hjem afslå at købe noget.

Guiden her har uden tvivl en stor viden, men han taler meget dårligt engelsk, og er derfor til tider noget svær at forstå.

Så er det blevet søndag igen, og halvdelen af ferien er gået. I dag har vi ikke noget program, og det er ret heldigt, vi er begge småsyge, så dagen bliver brugt på at sove og lidt massage. Vi havde talt om at tage en tuk-tuk ind til Champasak, men efter turen i går synes vi ikke der var noget at komme efter.

Se billeder lige her:

https://photos.app.goo.gl/29JN9EUR5jVBrD3U6

One thought on “15. – 16. marts: Champasak

  1. Fortsat god tur og god bedring – Det lyder som en spændende tur, I er på – alt kan jo ikke være lige spændende, tænker jeg, når I kommer så vidt omkring,
    Kh Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *